Nyheder

Riffel-skytten Nickolai M. Kristensen evaluerer sit mentaltræningsforløb

Nickolai har igennem et år været i et mentaltræningsforløb hos mentaltræner Carsten Oldengaard.

Samtalerne har naturligvis drejet sig om skydning, men andre temaer har også været på banen såsom det at flytte hjemmefra fra Sjælland for at bo på kollegie i Århus og studere medicin, få en ny dagligdag og uge til at hænge sammen med træning, studie og daglige gøremål, samt håndteringen af sine forældrenes skilsmisse.

Mentaltræneren Carsten Oldengaard siger om forløbet: ”Nickolai er jo lidt af en ”sten”-mand. Dvs. han til tider har været svær at aflæse og påvirke. Samtidig stiller han store krav til sig selv og sine omgivelser heriblandt mig om at udvikle ham hurtigt. Det kombineret med hans utroligt høje refleksionsniveau har gjort det meget udfordrende for mig at være med til at udvikle ham. Jeg synes dog, vi fandt ind i et rigtig godt samarbejde.”

Nickolai siger selv om forløbet: ”Det, jeg har fået ud af forløbet, har været en struktur omkring mine tanker. En bevidstgørelse af, hvad jeg tænker på, hvorfor jeg tænker på det, og om jeg i det hele taget bør tænke på, hvad jeg nu må tænke på.
Jeg føler, det er et skridt i den rigtige retning, men jeg erkender, jeg har en hel del arbejde foran mig, hvis det skal lykkedes engang i fremtiden at være i stand til at toppræstere, når det gælder.
Carsten har således hjulpet mig med at danne en ramme for, hvad der skal til, hvis jeg vil få det fulde udbytte ud af mig selv. Nu gælder det så bare for mig om at gøre det og ikke finde på andre svingærinder.”

Mentaltræneren uddyber: ”- Og det er især her Nickolais fremtidige arbejde ligger: At acceptere hans høje refleksionsniveau, der gør, at han laver ”svingærinder” og vide, hvornår skal han tage på opdagelse, og hvornår skal han tage den lige vej samt træne sig i at tage en mere lige vej”.

Det har Nickolai også tænkt sig, og han er meget motiveret for at arbejde videre, nu hvor han har oplevet betydelig fremgang i præstationerne under træningerne : ”Nu gælder det så bare om at få overført præstationerne fra træningen til konkurrence”, siger Nickolai.

Carsten Oldengaard tager over: ”Ja, det er rigtigt, men lige nu drejer det sig for Nickolai om at fortsætte sin igangsatte mentale proces i træningerne og med tiden tage dem over i konkurrence”.
”Jeg er overbevist om, at hvis Nickolai de næste 2-3 år arbejder lige så hårdt som nu, så vil vi se nogle rigtige gode præstationer fra hans side,” afslutter mentaltræneren.