Nyheder

Dressurrytter genoptager samarbejde med mentaltræner

Dressurrytter Helena Ejlersen har tidligere haft et forløb med mentaltræner Carsten Oldengaard. Nu genoptager de samarbejdet, det nye forløb er planlagt til at strække sig over det kommende år.

Helena siger om sin aktuelle situation, det gamle og nye mentaltræningsforløb:

”Før blev jeg meget nervøs og presset inden konkurrencer og mesterskaber, men efter et mentaltræningsforløb med Carsten oplevede jeg større overskud og koncentration.
Jeg er blevet 2 år ældre, dygtigere til at ride, har forbedret mine præstationer, intensiveret min træning med min ridetræner Belinda Jeppesen og opnået kvalifikation til at starte i større og vigtige stævner”.

Derfor giver det god mening for Helena atter at fokusere på at udvikle den mentale del af sporten.

”Jeg har gode erfaringer fra mit forrige forløb med Carsten, så derfor glæder jeg mig til at arbejde med det mentale område endnu engang. Mit mål er at præstere optimalt under konkurrence, hvilket betyder jeg skal holde fokus på min egen indsats, og give min pony ”Mini Cooper” de mest optimale rammer for at arbejde og vise det vi kan til træning”.

Også for mentaltræneren giver det god mening at genoptage et forløb med Helena:

”Helena er en meget ung rytter, der stadig har meget at lære. Hun udvikler sig i takt med at træninger og konkurrence skærpes og i denne situation giver det god mening atter at søge min mentale træning.

Som mentaltræner har jeg tidligere oplevet og har erfaringer med, hvordan skærpede krav til konkurrence kan stoppe dygtige udøveres udvikling. I situationer, hvor tanker om at klare sig godt i præstationssituationer fylder meget, er det især vigtigt for unge udøvere at arbejde med processerne.
Det er min erfaring, at udøvere, der bliver rigtige gode og præsterer godt, er mest optaget af tanken ”Hvordan bliver jeg dygtigere”.

Helena ser frem til at intensivere den mentale træning med Carsten Oldengaard som coach:
”Jeg har prøvet det før, hvor forløbet med fokus på mentaltræning var rigtig effektivt. Det er fedt at tingene bliver intensive i en periode, og opleve hvor meget overskud det giver både i træningen men især i konkurrencesituationer”.

Mentaltræningsforløbet varer et år og indeholder samtaler, forældresamtaler, skypesamtaler, observationer samt sparring med træneren.